Vedtægter for Farum Svømmeklub
Navn og hjemsted
§ 1. Foreningens navn er Farum Svømmeklub, med hjemsted i Furesø Kommune. Foreningen er stiftet den 6. april 1977.
Formål
§ 2. Farum Svømmeklubs formål er at tilbyde vandaktiviteter, svømmeundervisning og træning til alle uanset niveau. Foreningen vil give medlemmerne mulighed for at deltage i stærke lærings-, konkurrence- og motionsfællesskaber, hvor medlemmerne kan udvikle færdigheder, tilfredsstille sportslige ambitioner samt opnå sundhed og velvære. Gennem det sociale liv i foreningen motiveres medlemmerne til engagement og til at tage et medansvar for Farum Svømmeklub.
Medlemskab
§ 3. Alle kan optages som medlemmer af Farum Svømmeklub. Til dette medlemskab knytter der sig et årligt medlemskontingent.
Indmeldelse
§ 4. Indmeldelse skal ske via Farum Svømmeklubs medlemssystem.
Kontingent
§ 5. Kontingentet fastlægges ud fra den valgte svømmeaktivitet. Medlemmet betaler kontingentet ved tilmelding. Kontingentperioden gælder for en sæson. Kontingentet fastlægges af Farum Svømmeklubs bestyrelse.
Udmeldelse
§ 6. Udmeldelse af Farum Svømmeklub skal ske skriftligt. Regler for refusion af kontingent fastsættes af Farum Svømmeklubs bestyrelse.
Udelukkelse og eksklusion
§ 7. Et medlem kan udelukkes eller ekskluderes, hvis vedkommendes opførsel strider mod Farum Svømmeklubs vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemsforpligtelser.
Stk. 2. I sager om udelukkelse eller eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem frem til førstekommende generalforsamling. Ved beslutning om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling.
Stk. 3. En generalforsamlings afgørelse af en eksklusion træffes ved almindeligt flertal og kan ikke ankes.
Ordinær generalforsamling
§ 8. Generalforsamlingen er Farum Svømmeklubs øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt senest den 31. oktober. Adgang til generalforsamlingen har alle medlemmer af Farum Svømmeklub, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.
Stk. 2. Stemmeberettigede er alle tilstedeværende medlemmer, som er fyldt 16 år, som har været medlem af Farum Svømmeklub i mindst 6 måneder, og som ikke er i kontingentrestance. For medlemmer under 16 år kan stemmeretten udøves af forældre eller værge. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
Stk. 3. Kandidater til posterne i bestyrelsen skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 4. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 4 ugers varsel med opslag på Farum Svømmeklubs hjemmeside.
Stk. 5. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 6. Dagsorden til generalforsamling offentliggøres senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Offentliggørelse sker med opslag på Farum Svømmeklubs hjemmeside.
Stk. 7. En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Beslutninger på generalforsamlingen kræver almindeligt flertal blandt de fremmødte.
Dagsorden
§ 9. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent, som også fungerer som stemmetællere
- Bestyrelsens beretning for det forløbne år
- Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse
- Behandling af indkomne forslag
- Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år, til godkendelse
- Valg af 5 medlemmer til bestyrelsen på følgende måde:
A: I ulige år vælges: Formand, 2 bestyrelsesmedlemmer, 2 bestyrelsessuppleanter samt en revisor.
B: I lige år vælges: 2 bestyrelsesmedlemmer, 2 bestyrelsessuppleanter samt en revisor. - Eventuelt
Generalforsamlingens ledelse m.v.
§ 10. Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Desuden vælger generalforsamlingen sin referent.
Ekstraordinær generalforsamling
§ 11. Ekstraordinær generalsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling kan ligeledes indkaldelse, hvis mindst en femtedel af Farum Svømmeklubs stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom, med angivelse af det emne, som ønskes behandlet. Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse hos bestyrelsen. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen
§ 12. Farum Svømmeklub tegnes af bestyrelsen, som repræsenterer foreningen i alle overordnede forhold. Bestyrelsen kan uddelegere den daglige ledelse, nedsætte nødvendige udvalg samt ansætte personer til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter Farum Svømmeklub i henhold til vedtægterne.
Stk. 2. Bestyrelsen består af en formand, en næstformand og yderligere 3 medlemmer, i alt 5 medlemmer. Formanden vælges direkte på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv på de øvrige poster. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen af den ordinære generalforsamling. Bestyrelsessuppleanter samt revisor vælges for 1 år ad gangen.
Stk. 3. Valgbar til bestyrelsen er alle medlemmer, som
- er fyldt 18 år
- har været medlem af Farum Svømmeklub i mindst 6 måneder,
- ikke er i kontingentrestance.
Ansatte i Farum Svømmeklub er ikke valgbare til bestyrelsen.
Én forælder til et medlem under 18 år er valgbar, hvis det pågældende medlem opfylder betingelserne ovenfor, bortset fra punkt-a.
Generalforsamlingen kan efter indstilling fra bestyrelsen beslutte, at én forælder til et medlem mellem 18 – 25 år er valgbar, hvis det pågældende medlem opfylder punkt-b og punkt-c ovenfor.
Stk. 4. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide indtræder en suppleant i bestyrelsen. Sker udtrædelsen mindre end 1 måned før en generalforsamling, kan bestyrelsen beslutte at afholde valg på den efterfølgende generalforsamling til den ledige post, gældende for den resterende del af det udtrådte bestyrelsesmedlems valgperiode.
Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Over bestyrelsens møder føres en protokol. Bestyrelsen og de enkelte bestyrelsesmedlemmer kan kun drages personligt til ansvar, når de indgår aftaler m.v. og handler på Farum Svømmeklubs vegne, hvis der er handlet retsstridigt eller groft og åbenlyst uansvarligt.
Regnskab
§ 13. Farum Svømmeklubs regnskabsår går fra 1. august til 31. juli.
Stk. 2. Bestyrelsen fører regnskab over samtlige indtægter og udgifter i en sådan form, at foreningens øjeblikkelige økonomiske situation altid kan aflæses heri, og er ansvarlig for udarbejdelsen af foreningens regnskab.
Stk. 3. Bestyrelsen skal senest 10. oktober aflevere årsregnskab for det forgangne regnskabsår til revisoren. Årsregnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.
Revision
§ 14. Revisoren skal hvert år gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsregnskabet forsynes med en påtegning af revisor.
Tegningsbestemmelser
§ 15. Foreningen Farum Svømmeklub tegnes overfor pengeinstitutter af 2 bestyrelsesmedlemmer i foreningen, hvoraf det ene medlem skal være formand eller næstformand.
Vedtægtsændringer
§ 16. Ændring af vedtægterne kan ske på enhver ordinær generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Kan et sådant flertal ikke tilvejebringes ved en ordinær generalforsamling, vil vedtægtsændringerne kunne forelægges ved en ekstraordinær generalforsamling, jfr. § 11. Vedtægtsændringer kan her ske, når mindst halvdelen af de afgivne stemmer er for forslaget. Vedtagne ændringer træder i kraft på den generalforsamling, hvor de vedtages.
Opløsning af foreningen Farum Svømmeklub
§ 17. Bestemmelse om foreningen Farum Svømmeklubs opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves det, at mindst 2/3 af Farum Svømmeklubs stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages, kræves det at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, kan der indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.
Stk. 2. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvorledes Farum Svømmeklubs formue skal anvendes til kulturelle og idrætslige formål i Furesø Kommune.
Senest ændret 26. oktober 2021.