Udskriv

Svømmeskole

.

Introduktion

Denne introduktion til DELFIN svømmeskolen skal hjælpe dig til at forstå, hvordan undervisningen er tilrettelagt. Svømmeskolen skal gøre det spændende at gå til svømning. Svømmeskolen skal sikre, at undervisningen foregår efter de mest moderne principper.

Bogstaverne i navnet DELFIN angiver 6 prøver, som kan tages igennem svømmeskoleforløbet. Undervisningen i svømmeskolen er bygget op omkring disse 6 prøver. Prøverne sikrer, at alle får lært det samme. Prøverne hedder D, E, L, F, I, og N prøven - se beskrivelse af de enkelte prøver her. Der udleveres et flot diplom, hver gang der bliver klaret en ny prøve. Prøverne tages på passende tidspunkter i undervisningsforløbet efter aftale med instruktørerne.

Som helt ny svømmer er langt de fleste utrygge ved vandet. For at lette indlæringen senere, bruges der i begyndelsen meget tid på at gøre børnene fortrolige med vandet. Den type undervisning kaldes plask og leg. Når først der er opnået fuld fortrolighed med vandet går det meget hurtigere, og det er meget lettere at lære at svømme rigtigt.

Med fortrolighed med vandet mener vi:

  • Børnene kan bevæge sig frit i vandet med den største naturlighed og lethed.
  • Ingen er bange. Bølgerne, sprøjt, fald og lignende opfattes kun som sjove oplevelser.
  • Børnene kan bevæge sig svømmende igennem vandet på forskellige måder.
  • Børnene er motiverede og modne til at gå i gang med den egentlige svømmeundervisning.

Er man først fortrolig med vandet opnås følgende:

  • Større glæde ved svømmeundervisningen.
  • Man lærer at svømme hurtigere.
  • Man opnår en bedre teknik.
  • Svømmerne bevæger sig afslappet i vandet og kan dermed svømme længere.

Med øvelserne i D-prøven fås et bevis på, at svømmerne er fortrolige med vandet. Når børnene er fuldt fortrolige med vandet, fortsættes der gradvist med den egentlige svømmeundervisning. Den første svømmeart, der læres, er rygcrawl. Det er den letteste svømmeart at lære, fordi der er fri vejrtrækning, og bevægelserne er meget simple. Derefter fortsættes med crawl.

Prøverne E og L viser de fremskridt, der sker i den første egentlige svømmeundervisning. På et relativt sent tidspunkt startes der med undervisning i brystsvømning. Dette skyldes, at det er nødvendigt at kunne kontrollere bevægelserne i fodledet for at kunne lave et korrekt benspark. Denne kontrol kommer med alderen hos alle. For tidlig indlæring kan give fejl, som næsten er umulige at rette senere. I denne fase stilles der yderligere krav til teknikken i rygcrawl og crawl.

F, I og N-prøverne viser, hvor dygtige svømmerne bliver på let-øvede og øvede hold. Det tager normalt 3-5 måneder at opnå fuld fortrolighed med vandet. Der er meget stor individuel forskel på, hvor hurtigt børnene opnår dette, og senere hvor hurtigt de lærer at svømme. Fortvivl ikke, men hav god tålmodighed. Det er vigtigt at have god opbakning med hjemmefra. Alt efter hvor hurtigt de nye færdigheder opnås, flyttes svømmeren måske over på et nyt hold. Dette betyder, at undervisningen passer til det niveau, som svømmeren har. Det er også sjovest at svømme med kammerater på samme niveau.

I DELFIN svømmeskolen er der undervisning én gang om ugen. Lektionerne er på 40 minutter, så der er både tid til undervisning og leg. Det er vigtigt at komme hver gang, så svømmerne på holdet kan følges ad. Det er også vigtigt for ikke at glemme, hvad man har lært fra gang til gang. Det går hurtigst at lære at svømme rigtigt, hvis man kommer hver gang.

I Farum Svømmeklub har vi de bedste muligheder for at lære vore yngste svømmere at svømme korrekt pga. vores store undervisningsbassin, hvor alle kan bunde. Derfor behøver vi ikke bruge bælter, armringe eller andre kunstige hjælpemidler i nær så stor grad, som andre klubber gør. Alle vore instruktører er uddannet på Dansk Svømmeunions kurser. På møder før sæsonen instrueres alle i nyt om svømmeundervisning.

Hvis du har spørgsmål til undervisningen, som du ikke finder svar på her, er du velkommen til at henvende dig til en af klubbens instruktører eller på klubbens kontor i svømmehallen. Vi håber, du og dit barn bliver glade for at deltage i DELFIN svømmeskolen og vil være medlem af klubben i mange år. Vi vil gøre vort bedste, så du får så meget som muligt ud af at være medlem af Farum Svømmeklub.