Udskriv

Veloverstået stævne

.

Live Timing resultater Billeder fra stævnet

hbfarumcup vindereHandelsbanken Farum Cup 2017 blev afsluttet søndag aften med 3 Sigma damer og 3 Farum herrer på podiet, da pengepræmierne for stævnets 3 bedste præstationer for henholdsvis damer og herrer blev uddelt.

Hos damerne delte Marina Heller Hansen og Caroline Erichsen, begge Sigma, førstepladsen med 768 point for henholdsvis 200m fri i 2.03.33 og 100m fly i 1.00.75. 3. pladsen gik til Maj Howardsen, Sigma med 746 point for 2.04.53 i 200m fri.

Hos herrerne blev bedste præstation leveret af Frederik Siem Pedersen, Farum Svømmeklub med 811 point for 50.30 i 100m fri. På andenpladsen fulgte Philip Greve, Farum Svømmeklub med 801 point for 28.44 i 50m bryst, og tredjepladsen gik til Magnus Jákupsson, Farum Svømmeklub med 784 point for 26.07 i 50m ryg.

Sigma satte sit store præg på dette års stævne, hvor bl.a. Marina Heller Hansen stod for i alt 6 sejre og 3 stævnerekorder. I alt blev det til 11 nye stævnerekorder i år.
Hos herrerne var det hjemmebanestjernerne, der gjorde sig bemærket med især Frederik Siem Pedersen og Philip Greve, der begge leverede præstationer over 800 Finapoint.

Resultaterne hos Farums herrer har skabt respekt hos Danmarks landstræner Dean Boles, som mandag positivt har kommenteret det høje niveau, som fra Danish Open er blevet holdt af seniorsvømmerne her til Handelsbanken Farum Cup.

Også trænerteamet i Farum er rigtig godt tilfreds med svømmernes indsats i weekenden. ”Træningslejren i Torremolinos med masser af sol i ugerne op til Farum Cup har gjort godt. Der er blevet leveret rigtig gode tider i weekenden. Philips præstation i 50 bryst, Magnus i 50 ryg og Frederik og Kevin’s duel i 100 fri, er præstationer på rigtig højt niveau ved et stævne som dette. Over hele linjen har Farum svømmerne præsteret godt, også ved årgangsstævnet, hvor vi har deltaget med en stor gruppe unge svømmere. Her har især Dagmar Boeck bemærket sig, og vi holder i trænerteamet skarpt øje med hendes fremtid.”, udtaler cheftræner Claus Buus.

Dagmar Boeck flyttede her i weekenden klubbens niveau i pigebrystsvømning, da hun i 50 bryst satte ny klubrekord for årgangspiger. ”Dagmar har gennem en seriøs og positiv indstilling til tingene gennemgået en stor udvikling. Gennem et par gode brystsvømnings-tips og god sparring med klubbens erfarne brystsvømmer Niklas Hedegaard, har Dagmar udviklet sin brystsvømning markant det seneste år. Det er fedt at opleve, hvilken positiv effekt vores kultur og klubstruktur har på de unge svømmeres udvikling, og når klubbens seniorsvømmere giver sig tid til at lære fra sig i træningen. Det ses hos flere af vores unge svømmere, der her i weekenden har præsteret personlige rekorder på stribe.”, udtaler talentudvikler Sebastian Olesen.