Udskriv

Medley 3 til svømmefestival i Holbæk

.

hyf2016I Kristihimmelfartsferien deltog Medley 3 gruppen ved Holbæk Youth Festival i Holbæk. Det var et svømmestævne for de yngste for at lære og afprøve, hvordan store weekendstævner foregår - med overnatning, pauser, finaler osv.

Farum Svømmeklub var repræsenteret ved stævnet med elleve svømmere og to trænere. De elleve svømmere fik prøvet kræfter med nye og længere discipliner, end de før har været vant til, samtidig med at konkurrencen var en del hårdere end til de små NS-ministævner, som vi ellers deltager i. Det gav dog bare ekstra blod på tanden, og alle svømmere fik flotte resultater og gode tider med hjem i bagagen. Også hele stævnekonceptet var nyt og godt for svømmerne, som erfarede en masse gode ting - blandt andet at man skal fylde godt på med mad, når man er til så langt et stævne.

Holbæk Svømmeklub reklamerede med, at man bare skulle spise så mange frikadeller, som man kunne, og det tog specielt drengene alvorligt: Lars og Emanuele endte med en uafgjort kamp: 40 frikadeller fik de hver spist i løbet af weekenden! 

Vi takker for en god weekend med skønne børn, godt humør, hyggelige stunder og god svømning!

Se flere billeder fra turen her.